Blekingegadesagen

Af Claus Mejling

Dette skrift er forfattet lige efter retssagen i 1991. Der er er derfor mange af de senere drejninger sagen har taget der er kommet med. Her kan jeg henvise til Peter Øvigs glimrende bøger.

Indholdsfortegnelse

Indledning

Resume af sagen

Ideologisk Baggrund

A. KAK

B. Politisk fundament under retssagen

Politiets efterretningstjenestes rolle i sagen

Vurdering af retssagen

A. Nævninge

B. Paragraf 114

C. Østre Landsret

Afrunding

Litteraturliste

Noter

 

Indledning :

Formålet med denne artikel er at redegøre for Blekingegadegruppens politiske fundament, ideologi, og politiske baggrund, der resulterede i dens kriminelle aktiviteter.

Derudover at redegøre for Politiets efterretningstjenestes (PET) overvågning af gruppen og PET’s motiver for at lade gruppen fortsætte efter at man i mange år havde haft mistanke til de tiltalte. Til sidst diskuteres retssagens forløb, herunder politiets indvirken på pressens behandling af hele sagen, med henblik på følgende spørgsmål : Har Blekingegadegruppens sag været ført på et grundlag, der er et retssamfund værdigt ?

 

Resume af sagen

De syv tiltalte i Blekingegadesagen eller århundredets største røverisag som den også omtales har igennem 1980’erne udført en række meget professionelle bank og postrøverier, bl.a. Daells Varehusrøveriet i julen 1986 og røveriet mod Købmagergades postkontor i 1988 hvor en politibetjent blev skudt. De har desuden stjålet en stor mængde våben fra det svenske og norske hjemmeværn og militære våbendepoter. Udbyttet fra røverierne på ca. 30 mio. kroner gik til befrielsesbevægelser i den 3. verden først og fremmest PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine). Det var ligeledes meningen, at våbnene skulle have været smuglet til PFLP på Vestbredden og Gaza, men dette var teknisk umuligt, og de blev derfor fundet i de tiltaltes dæklejlighed i Blekingegade 2 på Amager. De havde desuden planlagt kidnapning af den svenske millionærsøn Jörn Rausing, en aktion der skulle have indbragt PFLP 25 Millioner $. De har til deres kriminelle aktiviteter været specialister i at fremstille falske nøgler, papirer, pas, kørekort o.l.

En af de tiltalte Niels Jørgensen har endvidere foretaget indkøb og udsmugling af radiomateriel, foto og videoudstyr, og oplysninger om våben og skudsikre veste til PFLP. En anden af de tiltalte Torkild Lauesen har tilstået at have stået bag udarbejdelse af et kartotek over danske jøder og Israelvenlige personer i Danmark, dette kartotek bar navnet Z-file, og Torkild Lauesen har erkendt at have udleveret en kopi, han ønsker dog ikke at oplyse til hvem.

 

Ideologisk Baggrund

 

KAK

Da flere af de tiltalte har været med i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), er der på baggrund af de i kildelisten nævnte baggrundsartikler1 2 3 af Lars Villemoes, der selv har været tæt på venstrefløjsmiljøet omkring bl.a. KAK, lavet denne kronologiske oversigt over de vigtigste punkter i KAK’s historie. Der er suppleret med andre artikler i Information 4 5, samt fra TV udsendelser i DR6 og TV27.

Bruddet mellem Kina og USSR, i starten af 1960’erne skyldtes uenighed om, hvilket af de to partier der skulle lede den kommunistiske verdensbevægelse. Kineserne anklagede det sovjetiske parti for at praktisere en udnyttelse af afhængige og undertrykte nationer, som svarede til USA’s imperialisme. Uenigheden mellem de to store nationers "moderpartier" førte til dybe splittelser mellem tilhængere af henholdsvis Kina og Sovjetunionen. I Danmark bryder en lille gruppe fremtrædende medlemmer ud af DKP, for at vise deres sympati for de kinesiske synspunkter. To af disse kommunister, den tidligere Land og Folk udenrigsjournalist Gotfred Appel og historikeren Benito Socozza, dannede Kommunistisk Arbejds kreds (KAK) i 1963.

KAK bliver i en periode udnævnt til Kinas Kommunistiske Partis (KKP) danske søsterparti. Gotfred Appels interesse inden for partiet går på den imperialistiske-problemstilling, hvor verden opdeles i imperialistiske og udbyttede nationer.

Appel, mente ikke at KAK på daværende tidspunkt, var i stand til at overtage DKP’s rolle som dansk kommunistisk parti, med maoistisk fortegn. Dette synspunkt delte Socozza ikke med ham, og han forlod derfor KAK, og dannede i stedet Kommunistisk forbund Marxist Leninister (KFML), der senere skiftede navn til Kommunistisk Arbejder Parti (KAP).

I 1964 dannedes den første Vietnamsolidaritetskomite, med Appel som central person. Gruppen blev dannet på baggrund af, Vietnam-krigens anskueliggørelse, af modsætningerne mellem USA-imperialisme og et undertrykt folk.

Blandt de politisk engagerede unge i denne gruppe var blandt andet nu afdøde Jens Holger Jensen, og den nu tiltalte Jan Weimann. De brugte begge voldelige metoder, ved de talrige Vietnam- og Palæstina-demonstrationer.

I 1968 blev Jens Holger Jensen og Jan Weimann optaget som nogle af de første i KAK‘s ny afdeling, Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF). KUF‘s politiske ideologi stammede fra skitser til en snylterstatsteori, som Appel havde lavet på baggrund af artikler, fra blandt andet Lenin, Engels og studier af en række moderne økonomers beskrivelser af bytteforholdet mellem i- og u-lande. Snylterstatsteorien var en teori, der gik ud på, at arbejderklassen i den imperialistiske verden får del i de profitter, som kapitalen høster, på grund af de lave råstofpriser, under samhandel med de fattige u-lande. Man bruger disse profitter til at bestikke arbejderne i i-landene, så de går sammen med kapitalen i en udbytning af u-landene. Klassekampen i de imperialistisk lande er som følge af udbytningen sat i bero. Hvis der skulle en socialistisk revolution i gang i i-landene, skulle u-landene først selv have magten over deres eget lands værdier. Dette kunne udløse kriser med en relativ alvorlig forarmelse af i-landenes arbejdere, som med tiden slår over i en revolutionær situation, der kan føre til socialisme.

For at fremme udviklingen mente Appel, at revolutionære i I-landene, logisk måtte give det anti-imperialistiske arbejde første prioritet.

KAK bryder med KKP (Kina’s Kommunistiske Parti) i 1969, efter at kineserne i 68-oprøret, mener at have set tegn på "en gigantisk revolutionær massebevægelse i Vesteuropa".

I slutningen af 1960érne blev KUF’s demonstrationer mere og mere voldspræget. Efter en demonstration i 1970 blev medlemmer af KUF fanget af politiet og sigtedes for brandstiftelse, samt besiddelse af molotovcocktails. Dette medførte at KAK’s ledelse satte en stopper for KUF’s militante aktiviteter.

Fra 1970 koncentrede KUF og KAK sig mere om en intern marxistisk skoling samt støtte til den socialistiske palæstinensiske befrielsesbevægelse PFLP, der på daværende tidspunkt greb til terroristiske midler i kampen mod staten Israel. KAK’s første kontakt til PFLP, blev etableret i 1969 via en palæstinenser bosat i Sverige. Han havde givet adresser og kontaktnavne hos PFLP i Aman i Jordan. PÅ opfordring af KAK’s ledelse, tager to KUF medlemmer på træningslejr hos PFLP i 1969. Det ene af medlemmerne, var den daværende formand for KUF Gert Rasmussen, den anden gik under dæknavnet Sami. De lærte at skyde med forskellige pistoler og gevær, derudover lærte de at bruge håndgranater og fik bl.a. instruktioner i, hvordan man laver en tidsindstillet bombe.

Efter træningen, blev de to danskere beordret til Beirut. Her skulle de for alvor arbejde for PFLP. De fik forelagt planer om at smugle sprængstof fra Italien til PFLP i Israel af Ahmed Jibril - PFLP’s daværende operationschef den senere stifter af terrororganisationen PFLP General Command. Desuden skulle de deltage i en flykapring. På trods af Gert Rasmussen’s sympati for PFLP, var han dog ikke i stand til at deltage i en sådan aktion. Efter en voldsom konfrontation mellem Gert og Sami, rejste Gert hjem. Sami blev i Beirut og skrev en rapport til PFLP, hvorefter han også tog hjem til Danmark.

Efter Gert Rasmussen og Sami’s hjemkomst rejste Jens Holger Jensen, Gotfred Appel, Ulla Hauton (Gift med Gotfred Appel) og et medlem mere til Aman for at undskylde Gert Rasmussen’s "faneflugt", samt sikre det samarbejde med PFLP, som KAK nu prioriterede højst af alt.

Gert Rasmussen forlod KUF i 1970 , fordi han følte at han blev skygget af MOSSAD.

Sami derimod blev nærmest dyrket det kommende år, fordi han ikke ville have tøvet med at gå i aktion for PFLP.

I 1971 forlod Sami dog KAK på grund af uoverensstemmelser med Appel, om hvorvidt KAK skulle slå ind på en mere voldelig linie, hvor et af hovedformålene var at tilføje imperialismen så meget fysisk skade som muligt, hvilket ville sige gidseltagning, sabotage og nålestik operationer i stil med den tyske terrororganisation Rote Arme Fraktion (RAF).

Fra 1971 og tre år frem hører man ikke meget til KAK. De blander sig sjældent i offentlige diskussioner, fordi de ved at PET registrerer personer på venstrefløjen. Dette er en af årsagerne til, at de ikke i 1974 deltog i et offentligt venstrefløjsmøde, hvor PFLP var gæst. PFLP repræsentanten tager dog lige fra mødet til KAK’s hovedkvarter.

I 1973 startede KAK Tøj Til Afrika (TTA). TTA skulle samle genbrugstøj til områder med flygtningelejre, der kontrolleredes af revolutionære befrielsbevægelser.

I 1975 opløstes KUF og medlemmerne blev optaget i KAK ,som efterhånden blev en lille organisation, hvor medlemmerne mere eller mindre var i familie med hinanden, som brødre, søstre, fætre, kusiner, kærester og lignende. Organisationen sørgede for at ingen informationer kom i de forkerte hænder. Desuden var det begrænset, hvad ledelsen gav videre.

KAK fungerede som en meget lukket kreds, hvor man i offentligheden ikke kendte noget til deres aktiviteter. Denne lukkethed eksisterede også over for de solidaritetsarbejdere fra TTA, der ikke var blevet optaget i KAK. De modarbjdedes snarere end opfordredes til at deltage i politisk skoling som f.eks. studier af Marx og Lenin’s værker. Denne lukkethed virkede selvfølgelig styrkende på den interne loyalitet og solidaritet. At man i KAK havde noget at skjule overfor offentlighed og specielt PET, er der nok ingen tvivl om, i følge Lars Villemoes’s artikkel i Information 24-25/6 1989 8 der omhandler den nu afdøde Kim C.’s syn på KAK. Kim C. var med i TTA men blev trods omfattende politisk engagement ikke fundet egnet til optagelse i KAK. Ifølge artiklen tegnes der et billede af organisation med en meget streng intern disciplin, med Gotfred Appel som uimodsagt ideolog og leder. Desuden antyder Kim C. i sine efterladte dokumenter at man i KAK stillede dæklejligheder og sommerhuse til rådighed for PFLP folk.

At man i KAK ikke markerer sig mere på venstrefløjen, kan skyldes at man arbejder med ideer omkring terroraktiviteter og "støtteaktiviteter" til den 3. verden af den type Blekingegadegruppen senere udførte. Det passer godt til Appels snylterstatsteori at prioritere arbejdet med den 3. verden højere end venstrefløjen i Danmark, idet den socialistiske revolution først ville komme til vesten, når den 3.verden havde frigjort sig fra imperialismen.

I 1978 ekskludere KAK’s ledelse pludselig alle 24 medlemmer, og Gotfred Appel tager herefter i handelsministeriet patent på navnet KAK.

Appel skriver en artikel til Kommunistisk Orientering, hvor han redegør for ekskluderingen. Han skriver blandt andet, at handlingen skyldes et opgør, med kritikløs støtte til terrorisme. Med et eksempel fra Lenins værker tager han afstand fra den form for terrorisme, som drives af personer, der hverken regnede med eller håbede på nogen speciel handling, eller støtte fra massernes side.

Holger, Jan Weimann, Torkild Lauesen, Niels Jørgensen, Peter Døllner og få andre danner Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA). Gruppen mente at det hidtidige antiimperialistiske støttearbejde, havde bevist sin betydning som den eneste vej for revolutionære i snylterstaten, og de vil fastholde den gamle hårde KAK ideologi om betingelsesløst at stille sig i befrielsesbevægelsers tjenester.

Det er ud fra dette, man begynder at forstå (men ikke acceptere) Blekingegadegruppens motiver til at udføre denne række af professionelle røverier, der til sidst fører til drabet på en politibetjent d. 3/11 1988. Det var et gennemgående træk, at pengene fra røverierne gik til befrielsesbevægelser i den 3. verden, hvor PFLP der som Marxistisk-Leninistisk bevægelse med sin høje prioritering af den internationale solidaritet, var et uhyre velvalgt mål for de ca. 30 mio. kr., gruppen nåede at skaffe til veje. Der er ingen tvivl om, at de tiltalte er idealister der uden personlig vinding kastede sig ud i at udføre denne række røverier. Røverierne var en naturlig konsekvens af den politiske og organisatoriske skoling, gruppen havde været påvirket af, siden de var blevet medlem af KAK.

 

Politiske fundament under retssagen.

Blekingegadegruppens politiske fundament under retssagen, bliver ganske klart udtrykt gennem tiltalte Torkild Lauesen’s artikel i Information d. 6-10-909. Thorkild Lauesen spørger i overskriften

"Hvorfor lægge så stor vægt på vores synspunkter for 20 år siden?" og tilføjer "Der eksisterer masser af materiale om vores politiske grundlag i 80’erne"

Da artiklen er på to hele avissider, er den på de følgende sider omskrevet og forkortet for at få essensen af gruppens nuværende politiske verdensanskuelser belyst.

Karl Marx var af den opfattelse at en udviklet kapitalisme, er en grundlæggende forudsætning for et socialistisk samfund. Kapitalismen skulle udvikle samfundets produktivitet, teknik, infrastruktur og viden til et sådant niveau, at socialismen ville blive materiel mulig. Samtidig vil kapitalismen også frembringe den klasse der ville gennemføre revolutionen, nemlig arbejderklassen.

Kapitalismen kan på denne måde ses som en udvikling af samfundet, den berører ikke blot kapitalisterne og arbejderne men i stadig større grad hele samfundet, de sidste årtiers miljøspørgsmål har tydeliggjort produktionens samfundsmæssige karakter. Produktionsforholdene, altså forholdet mellem de mennesker der knytter sig til produktionen følger ikke den udvikling. Hele produktionsapparatet, fabrikker, virksomheder og lignende befinder sig stadig under en eller anden form for privat eje, og alle beslutninger vedrørende produktionen bliver foretaget ud fra et individuelt og profitmæssigt hensyn. Derved må der nødvendigvis opstå en konflikt mellem produktionskræfterne samfundsmæssig karakter, og den private ejendomsret, som Marx udtrykker det. Dette vil føre til en økonomisk og politisk krise, der kun kan løses ved at bringe produktivkræfterne under samfundsmæssig kontrol - altså socialisme. Dette er Marx’s generelle opfattelse af kapitalismens udvikling, hen imod socialisme.

Marx fik dog ikke helt ret i sine betragtninger. Kapitalismen begyndte at udvikle sig imperialistisk. Der skete nu en opdeling inden for det kapitalistiske system mellem de udbyttende og udbyttede lande, dette gav de udviklede, udbyttende kapitalistisk lande en saltvandsindsprøjtning, der med et slag strøg socialismen af dagsordenen.

Imperialismen forbedrede de økonomiske vilkår for de højt udviklede kapitalistiske lande, gjorde kontrasten større mellem de højtudviklede, og de underudviklede kapitalistiske lande, heriblandt Rusland. Dette medførte at ideen om socialismen spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede.

Man måtte nu prøve at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen i Rusland, ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat. Det skete med den metode, som de kapitalistiske lande havde overlevet på, nemlig ved hjælp af udbytning. Ved en massiv og ofte voldelig udbytning af bønderne, var det muligt at skabe kapital til en industrialisering, der hermed kunne skabe de materielle forudsætninger for socialismen. Denne voldelige fremfærd i Sovjetunionens første år, var årsagen til at staten blev et undertrykkelsesapparat i forhold til befolkningen.

De produktionsforhold der blev skabt under disse forudsætninger, fremmede heller ikke nogen social bevidsthed hos befolkningen, og der viste sig hurtigt et åbenlyst mangel på demokrati.

Det var nu lykkedes at skabe de materielle forudsætninger for et socialistisk samfund, men nu skulle man lede længe efter de politiske forudsætninger blandt befolkningen.

Dette paradoks som det sovjetiske samfund har gennemlevet, er næsten identisk for ethvert andet socialistisk land. Ens for disse lande er, at de alle opstår i det man kan kalde for kapitalismens periferi, steder hvor systemet ikke fungerer godt, det er ofte lande, som er blevet udbyttet af de udviklede kapitalistiske lande.

Dette er medvirkende til, at de revolutionære forhåbninger hurtigt brister, når de nye statsmagter har skullet realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært, det sidste har blandt andet medført at disse nye stater har måttet bruge enorme summer på at forsvare sig blot for at overleve. For at skaffe disse summer, har det ofte været nødvendigt med nogle udviklingsmønstre, der ligner kapitalismens, blandt andet en forceret industriel udvikling, på bekostning af miljøhensyn, militær oprustning på bekostning af den civile sektor, og en udenrigspolitik, hvor de nationale interesser ofte blev vigtigere end den internationale solidaritet, som burde kendetegne lande med et socialistisk perspektiv.

Dette er nogen af de kvaler, som et socialistisk land må forsøge at opbygge et levedygtigt demokrati på.

Marx forventede at kapitalismen først ville bryde sammen i de højt udviklede kapitalistiske lande, dette er dog blevet kraftigt dementeret af historien. Kapitalismen havde det ellers ikke let i Europa i 1800-tallet. Kapitalen søgte nemlig til stadighed at udvide produktionen og presse lønniveauet i den endeløse jagt på mere profit, men da lønningerne udgjorde størstedelen af markedet må det gå galt i et samfund, hvor de frie markedskræfter hersker uden nogen form for statslige reguleringsmekanismer.

At det ikke gik galt, skyldes for en stor del følgende faktorer, arbejderklassens organiserede kamp, samt imperialismen.

I midten af 1800-tallet, begyndte arbejderne i blandt andet England at organisere sig i fagforbund, meningen med dette var at lægge pres på arbejdsgiverne, at opnå bedre lønninger. Dette blev i starten slået ned med hård hånd. Kapitalen havde simpelthen ikke mulighed for at forbedre forholdene, hvis produktionen fortsat skulle være profitabel. Men med imperialismen ændrede dette forhold sig. Kapitalen kunne nu udvide sine markeder og udvide på produktionen i de nye kolonier med slaver eller ekstrem billig arbejdskraft. Alt dette skabte de profitter der gav grundlag for forbedringer i de europæiske arbejderes kår. Kombinationen af imperialismens ekstra profitter og arbejderklassens stigende levefod betød et større hjemmemarkedet, mere beskæftigelse og så videre. Dette resulterede således også i at det politiske klima blev mildere, nu var frygten for en revolution ikke længere tilstede, hvilket gav mulighed for større demokratisering af samfundet, dog inden for de rammer som kapitalen tillod. Arbejderklassen var ikke længere nogen alvorlig trussel, og den socialdemokratiske bølge voksede stærkt, i takt med at kapitalismen vandt et urokkeligt fodfæste i de højtudviklede lande.

Der opstod samtidig en mekanisme mellem de udviklede og underudviklede lande, der gjorde de rige lande rigere på de fattiges bekostning. En af de væsentlige årsager til dette er lønforskellene. I kapitalismens barndom havde proletariatet verden over de samme usle kår, de levede nemlig alle på et eksistens minimum. Men omkring århundredskiftet lå lønniveauet i Europa to - tre gange højere end i kolonierne, og i dag tjener en ufaglært arbejder i den vestlige verden 15 gange så meget som en ufaglært i den tredje verden.

Et højt lønniveau er ensbetydende med et stort købedygtigt marked, og da drivkraften i kapitalismens udvikling er bestemt efter markedets størrelse, betyder det en kraftig udvikling i højtlønslandene og dermed følgende mangel på udvikling i lavtlønslandene.

Denne polarisering af det kapitalistiske system i en udviklet del, med et stadigt større marked og en underudviklet del, der sikrer de nødvendige råvarer til en billig penge, og som samtidig udgør et reservoir af billig arbejdskraft. Det er denne polarisering der har givet kapitalismen nyt liv. Hvor man før kunne finde ulighed i levestandarden på det nationale plan, genskabes den moderne kapitalisme nu på internationalt niveau, i form af opdelingen mellem rige og fattige lande.

Når kapitalismen ikke forlængst har afviklet sig selv, er grunden, det komplekse historiske miljø den har udspillet sig i. Imperialismen og delingen af verden i rige og fattige lande, har givet kapitalismen et langt og sejt liv. Dette har medført en enorm udvikling af produktivkræfterne, disse sætter os i dag i stand til at løse alle de globale problemer, det være spørgsmålet om krig og fred. Miljøproblemerne som truer med at ødelægge basale livsvilkår, som luft, vand og jord. Den indbyggede mekanisme i kapitalismen, kan kaste verdensøkonomien ud i en depression af ukendt omfang. Problemer som alle er blevet frembragt af kapitalismen selv.

Hvor effektivt det produktionsapparat som kapitalismen har frembragt kan være, når det sædvanlige kapitalforhold ophæves, findes der et konkret eksempel på. Under Den anden Verdenskrig, blev USA’s og Englands økonomier omdannet til planøkonomiske systemer, som vi kender fra de socialistiske lande. USA’s BNP, voksede således i de fem krigsår med 75%, til trods for, at 11 mill. mænd og kvinder i den mest produktive alder, var indrulleret i hæren. Grunden til denne periodes store effektivitet var, at kapitalismen love var midlertidigt sat ud af kraft. Staten koordinerede produktionen, bestemte løn og prisforhold.

Hvis den vækst som USA her oplevede havde fortsat, og produktionen var blevet rettet mod civile behov og hvis de andre lande havde indrettet sig på samme måde, og hvis vi gav vor viden til den tredje verden så de kunne udnytte deres store menneskelige ressourcer, da ville det være opnåeligt på blot få generationer, at bringe hele menneskehedens levefod op på et acceptabelt niveau.

I vor tid, eksisterer de materielle forudsætninger, for at ikke kun en lille del af menneskeheden, kan få et menneskeværdigt liv. Men skuffelser og ulykkelige erfaringer har fået de politiske forudsætninger, det socialistiske perspektiv, til at miste sin tiltrækningskraft. Men diskussionen er langtfra færdig. Modsigelsen mellem privatejendomsretten til produktionsmidlerne og de samfundsmæssige behov eksisterer stadig, og løsningen er en socialisering af produktionsapparatet.

  

Politiets efterretningstjenestes rolle i sagen

Politiets Efterretningstjeneste (PET) spiller en central rolle i sagen, idet de tiltalte igennem mange år har været kendt og overvåget af PET. Det følgende er en synopsis over det af PET’s materiale og PET’s aktiviteter i forbindelse med gruppen der har nået offentligheden, dels i baggrundsartikler og retsmødereferater i Information10 11 12 og Weekendavisen13 og dels i DR TVA’s udsendelse "Blekingegadesagen" d. 27/9 199014 og i TV2 Tema 29/9 199015 om Blekingegadesagen.

 

Partiet KAK var allerede efter sin start i 1963 fast gæst i PET’s arkiver med det formål at observere om, de udviklede sig i en uheldig retning set ud fra samfundets side. Interessen fra PET’s side øgedes fra 1970 da KAK’s stifter Gotfred Appel besøgte palæstinensiske terrorister i Mellemøsten og overværede en sprængning af et af tre kaprede passagerfly i Jordan.

Videre gennem 70’erne stykkede PET et tydeligere billede sammen af snævre kontakter mellem PFLP og gruppen. Dette skete bl.a. ved overvågning af PFLP folk, der kom på besøg fra Mellemøsten.

2. maj 1979 mødtes en PFLP-leder med en herboende PFLP-mand og kone til en af de tiltalte i en lejlighed i Arresøgade 7 på Nørrebro. Ved hjælp af aflytning noterede PET at herboende Sati Bakir blev spurgt af Marwan Al-Fahoum om gruppen var parat, hvilket Sati Bakir bekræftede.

Kun fire måneder efter aflytningen registrerede PET endnu en detalje i sin viden om de nu tiltalte; nemlig at Jan Weimann besøgte det borgerkrigshærgede Beirut i september 1979. PET kendte dog hverken før eller senere formålet med denne rejse, men man gættede fra PET’s side på endnu et træningsophold i en PFLP-lejr.

Igen i 1981 har PET gruppen i kikkerten idet de under en skygning ser Niels Jørgensen,Peter Døllner og Torkild Lauesen hente et telegram i en postboks på Vesterbrogade. Afsenderen er PFLP. Dette telegram udløser en langvarig overvågning, hvorefter interessen svandt og overvågningen blev mere sporadisk.

I september 1986 lejede gruppen lejligheden Blekingegade 2 på Amager under navnet Frode Nielsen. Et navn gruppen i øvrigt benyttede til andre formål. Efter Daells Varehus røveriet 22/11-86 mistænkte PET gruppen og de blev overvåget. Otte adresser figurerer på observationslisten hos PET, dette afholder dog ikke gruppen fra d. 3/11-88 at begå endnu et røveri. Købmagergades Postkontor frarøves 13.mio. kr. i kontanter og en betjent bliver alvorligt såret. Han dør senere af sine kvæstelser. Nu er grænsen nået for politiets vedkommende. Den lige omtalte episode foregår i tidsrummet fra 04.30 til 05.15 og allerede to timer efter altså 07.15 beslutter PET at overvåge tre af medlemmerne fra Blekingegadegruppen. Kl 08.15 er tre af medlemmerne under konstant fysiske overvågning af PET døgnet rundt.

D. 10-11-88 sætter røveriafdeling (Afd.C) alt ind på opklaringen. 130 politifolk fra de 4 kredse røverierne er begået i bliver involveret. Først på dette tidspunkt giver PET resten af politistyrken alle de oplysninger de igennem ti år har erhvervet og indsamlet. Mindre end et halvt år efter anholdes Niels Jørgensen, Peter Døllner, Jan Weimann, Torkild Lauesen og en kvinde (navneforbud) og sigtes efter paragraf 114, terrorparagraffen. Retsmøderne starter bag lukkede døre da politiets efterforskning ikke er tilendegjort. Kvinden løslades, men forbliver sigtet.

I det mellemliggende- og efterfølgende tidsrum efter anholdelsen af de fire er der dog stadig et par stykker på fri fod. Den ene af disse, Carsten Nielsen fjerner beviser fra Blekingegadegruppen, men d. 2-5-89 kører Carsten Nielsen galt på Birkerød Kongevej lidt uden for København og mister bl.a. synet. Carsten Nielsen anholdes selvsamme dag og politiet finder i køretøjet en kvittering med adressen til Blekingegadegruppen 2, et sæt nøgler til lejligheden og 1/2 mio. kr. i kontanter.

PET vidste at gruppen modtog telegrammer fra Mellemøsten, de vidste hvad der stod i telegrammerne, hvem der hentede dem og hvor postboksen befandt sig (Frederiksberg). PET vidste når de rejste til Mellemøsten. PET har haft dem mistænkt i forbindelse med kidnapningen af direktøren for Forstædernes Bank Poul Erik Würtsen. De har også været i PET’s søgelys vedrørende et røveri på et postkontor i København hvor to bankbude blev slået ned og frarøvet 700.000 Kr. Desuden i forbindelse med røveriet i Den Danske Bank i Lyngby. Det er bemærkelsesværdigt at ingen af disse mistanker fører til en politiundersøgelse, men at oplysningerne bliver holdt inden for PET. Til dette udtaler Weikop der tidligere har været anklager, at PET har haft andre grunde, som han ikke kender, til at holde det hemmeligt (TV avisen 27/8-1990). PET har i mindst et tilfælde aflyttet en af de tiltalte uden retskendelse. En aflytningsrapport er udover at være på engelsk også udformet som et sammendrag. PET’s aflytningsafskrifter er normalt direkte afskrifter fra bånd. Dette kunne tyde på at MOSSAD har været inde i sagen idet dette er normal MOSSAD praksis for aflytningsrapporter. Hvis man skal tro Victor Ostrovsky der i sin bog "Ved Hjælp af Bedrag" 16 beskriver MOSSAD indefra, er der imellem MOSSAD og PET et meget tæt samarbejde. Victor Ostrovsky beskriver på s. 221 i sin bog forholdet således :

"For eksempel sidder der en mand fra Mossad, en marats [aflytter], midt i den danske efterretningstjenestes hovedkvarter og overvåger alle arabisk og palæstinensisk relaterede meddelelser, der kommer ind via deres aflytningsafdeling. Et ganske ekstraordinært arrangement for en fremmed efterretningstjeneste. Som den eneste arabisktalende person dér, forstår han meddelelserne, men sender båndene til Israel til oversættelse (alt går via en forbindelsesofficer med kodenavnet "Hombre" i Mossads åbne afdeling i København). Disse oplysninger deles ikke altid med Danmark, når afskrifterne, der ofte er stærkt redigerede, returneres. Mossad returnerer ikke de originale bånd."

Da der netop i Blekingegadesagen eksisterer sådanne aflytningsrapporter, forfattet som sammendrag på engelsk, og at man fra PET’s side desværre er kommet til at "slette" de originale bånd, tyder på (hvis Victor Ostrovsky har ret) et ret tæt samarbejde mellem PET og MOSSAD. Dette kan også forklare, hvorfor PET venter så længe med at lade sit materiale om gruppens arbejde helt op til Købmagergaderøveriet overgå til en almindelig politimæssig efterforskning. Motivet fra PET’s side kan have været en høj prioritet af samarbejdet med MOSSAD, og at det fra samfundets side er vigtigt at vide hvad der sker på den yderste venstrefløj der samtidig støtter den palæstinensiske sag, og derved er potentielle terrorister.

Det er som før nævnt højst sandsynligt, at der har været meddelere for politiet i, eller omkring gruppen. Her falder mistanken på en palæstinenser, der efter at have været varetægtsfængslet i kort tid bliver løsladt. Til trods for at han stadig var sigtet i sagen, fik han udleveret sit pas, hvorefter han straks forlod Danmark. Han er ifølge en PLO kilde MOSSAD agent. Desuden er der et ca. 30 årigt jordansk PFLP medlem ved navn Josef Wail der boede med udsigt til Blekingegadelejlighedens bagvinduer. Han var kendt i kredsene omkring gruppen, og Lars Villemoes kan i Weekendavisen 26/10 1990 med to fotografier dokumentere, at han var til stede ved Cafe’ Liberation’s åbning 1/4 1987. På disse fotos ses udover Josef Wail desuden to af de sigtede i sagen nemlig Bo Weimann og Niels Jørgensen. Efterforskningsleder kriminalinspektør Kurt Olsen fra røveriafdelingen udtaler d 26/11 1989 at han intet kender til Josef Wail. Det virker dog temmeligt usandsynligt at PET, ikke skulle have haft kendskab til dette halv officielle PFLP medlem med tætte kontakter til ledende PFLP medlemmer og danske PFLP sympatisører. En mulig forklaring kan være at PET, har overladt overvågningen af visse PFLP folk i Danmark til MOSSAD. En påstand der ifølge Victor Ostrovsky 17 ikke virker usandsynlig. Det kunne også forklare hvorfor PET, ikke har haft kendskab til Josef Wail og dermed lejligheden Blekingegade 2. Det er igen ifølge Victor Ostrovsky18 normalt, at MOSSAD kun lader informationer gå tilbage til "værtslandet", hvis det er i Israels interesse. Han udtaler ifølge Information 19, til Det Fri Aktuelt at MOSSAD normalt vil forhindre, at der gribes ind overfor kriminalitet, så længe Israels interesser ikke er truet.

Et spørgsmål, der uvilkårligt melder sig er, hvorfor PET ikke griber ind under sin overvågning af kriminelle. Med hvilken begrundelse lader PET Blekingegadegruppen arbejde videre efter Daells Varehus røveriet, og i de andre røverier, hvor PET har haft mistanke til gruppen. Først da en politibetjent bliver dræbt, fortæller PET resten af politiet, noget af det man ved. Men er det udelukkende, fordi man i PET er usikker på, om man kan bevise det, eller spiller forholdet til MOSSAD en rolle. Det er som før omtalt højst sandsynligt, at MOSSAD har foretaget skygningen og aflytningen af gruppen.

Således blev det i Jyllandsposten20 straks efter at Carsten Nielsen kørte galt 2/5 1989 oplyst, at han ifølge vidner blev forfulgt af en bil, der efter ulykken stoppede op for derefter hurtigt at køre bort. Det blev fra politiets side, kraftigt dementeret at politiet var i hælene på Carsten Nielsen. Dette underbygges af en artikel i det Fri Aktuelt d. 26/8 1989 21. Her omtales det at Carsten Nielsen, i dagene op til ulykken befandt sig hos familie og venner i Århus, der ville være det første sted man fra politiets side, ville lede efter ham hvis PET var interesseret. Det Fri Aktuelt beskriver det i samme artikel22 således, da Carsten Nielsen vågner :

"6 Maj 1989.

Efter flere døgns bevistløshed vågner C.N., en af hovedpersonerne i Danmarkshistoriens største røverisag i sin seng på Rigshospitalets intensivafdeling i København.

"Jeg er bange" Det er det første han siger.

Eller hvisker, næsten uforståeligt, gennem en knust kæbe.

Men alle har ventet på dette øjeblik. Det altafgørende livstegn. Det samme har politimanden i hjørnet af sygestuen.

"Hvad er du bange for?"

Bliver han spurgt.

"For den israelske efterretningstjeneste."

"Du skal ikke være bange. Politiet er her!"

Alle tilstede kan mærke at C.N. er lettet. Politimanden i hjørnet glider ud af sygestuen. Og alarmerer sin overordnede."

Artiklen fortsætter med nogle betragtninger, omkring hvor heldigt det er for politiet, at CN kører galt, således at de finder lejligheden i Blekingegade 2. Herefter fortsætter Det Fri Aktuelts artikel23 med en ikke navngiven ledende politimand der afslører :

 

"At politiet hele tiden har haft tæt kontakt med Israels Efterretningstjeneste.

At gruppen fra Blekingegade skulle gå planken ud.

At dansk politi på et tidligt tidspunkt undlod at gribe ind - og dermed påtog sig et medansvar for røveriet mod Købmagergades postkontor og det efterfølgende drab på en politimand - af hensyn til Mossad."

 

Ved at sammenholde de forskellige kilder er der meget der peger i retning af et tæt samarbejde med MOSSAD. Der er principielt intet i vejen for at efterretningstjenester samarbejder, der hvor det bliver problematisk, er hvis PET lader MOSSAD udføre overvågnings og aflytningsopgaver, idet dette er ulovligt ifølge dansk lov. Det er klart at PET har interesse i at samarbejde med MOSSAD m.h.t. terrorbekæmbelse, det er bare problematisk når MOSSAD også har andre motiver, idet det i høj grad er i staten Israels interesse, at fremstille PLO, og PLO tilknyttede organisationer (som f.eks. PFLP), som terrorister nu, hvor verdensopinionen nærmest presser staten Israel til forhandlingsbordet med PLO. I den situation er det godt for Israel, selv at kunne bestemme, hvornår man vil spille den joker ud, som et stort våbenlager i Danmark er.

Man kan forestille sig Josef Wail som mulig MOSSAD meddeler med kendskab til våbenlageret i Blekingegade. Han boede som før omtalt lige overfor og kendte flere af de tiltalte. MOSSAD’s interesse i ikke at lade oplysninger om våbenlageret sive til PET er som før omtalt åbenbare. Der kendes en lignende situation fra England, hvor to MOSSAD agenter blev udvist, da de ikke havde videregivet informationer til den britiske efterretningstjeneste, om et PLO våbenlager.

 

Vurdering af retssagen

Da dette er et meget bredt emne, behandles her kun politiets behandling af sagen i forhold til pressen, brugen af paragraf 114, den såkaldte terrorparagraf, som sagen i starten blev bygget på, samt påvirkeligheden af nævninge i en sag som denne.

Nævninge

Der har fra politiets side været et formål i offentligheden og dermed i nævningenes øjne at fremstille de tiltalte som en gruppe hensynsløse terrorister. Politiet har her at gøre med syv tiltalte hvoraf en af dem affyrede det dræbende skud mod en af deres kollegaer. Allerede før sagen kom for i Byretten for lukkede døre, begyndte der at lække oplysninger til pressen. En del af disse oplysninger var åbenlyst forkerte, og da sagen samtidigt kørte for lukkede døre, kunne de tiltaltes forsvarere ikke modsige dem i pressen, hvor specielt formiddagspressen ikke overraskende gjorde deres for at fremstille de tiltalte i det lys politiet ønskede. Det kan ikke være rimeligt at politiet igennem anonyme kilder i politiet, i den grad benytter sig af pressen til at fremme deres interesser (primært at finde politimorderen) over for de tiltalte, specielt når sagen på grund af de politiske aspekter og den høje strafferamme senere skal køres for et nævningeting i Landsretten. Her mener lektor i strafferet Jørn Vestergaard i følge artiklen "Efter skjult Dagsorden" af Ole Damkjær i Information d.29/9 199024, at ved i starten af sagen at benytte terrorparagraffen 114 er der en risiko for, at de tiltalte er dømt på forhånd da offentligheden og ikke mindst de 12 nævninge, har fået det indtryk, at det ikke bare er århundredets røverisag, men at det også er terrorister det handler om. Jørn Vestergaard udtaler i artiklen25 at :

"Der er skabt et billede af en gruppe, som betyder at bare den enkelte har været med til nogle forbrydelser, så har han nok været med til det hele. Det kan ikke undgå at påvirke nævninge"

Da en gruppe ifølge dansk lov ikke kan dømmes kollektivt, mener Jørn Vestergaard at nævninge "skal have is i maven" for ikke at lade sig påvirke, af det billede der er skabt af de tiltalte.

De tiltalte har forsøgt at påvirke nævningene med udtalelser, om at PFLP var en humanitær organisation, og at de tiltalte selv havde set nøden i flygtningelejre, samt at PFLP i midten af 70’erne havde opgivet terror. Jørn Vestergaard mener i artiklen at denne påvirkning af nævningene med politiske motiver, ikke har nogen effekt idet nævningene, er udvalgt ud fra folk fra de etablerede partier, hvorfor det hører til sjældenheder at folk derfra deler de tiltaltes holdning.

Paragraf 114.

Straffelovens paragraf 114 har følgende ordlyd :

Den som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, grupper eller sammenslutninger, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel i op til 6 år.

Stk. 2. Den, som deltager i ulovlig militær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

Det er bemærkelsesværdigt at anklageren statsadvokat H.C. Abildtrup ingen kommentarer havde til Information26 om hvorfor denne paragraf var udeladt af anklageskriftet. Ifølge tiltalte Niels Jørgensen’s tidligere forsvarer27 nu afdøde Jan Schulz-Lorentzen gør det sagen en del nemmere idet man ikke skal drage udenrigspolitiske aspekter ind i sagen, der kunne give verdenspolitiske konsekvenser i FN’s forhold til PLO.

Det er nærliggende at tro, at politiet kun har benyttet denne paragraf i taktisk øjemed, idet man fra politiets side må have været klar over, at anklagen næppe ville have kunnet holde i retssagen, og ville have haft for store udenrigspolitiske konsekvenser.

 

Østre Landsret

Til sidst er der situationen omkring Østre Landsret, når der er retsmøder i sagen. Allerede flere timer før retsmøderne der begynder klokken 9.00, er der i hele kvarteret omkring Østre Landsret udstationeret politi på hvert et gadehjørne. Alle tilhørere og journalister bliver kropsvisiteret, og får deres tasker undersøgt. De syv tiltalte har hver en betjent ved deres side under retssagen. Men hvilket formål har denne øgede sikkerhed? Frygter politiet en befrielsesaktion fra PFLP’s side eller regner politiet med, at de kun har fået fat i en lille del af gruppen, og at resten kommer og befrier dem? - Næppe, men sammenholdt med resten af det arbejde der fra politiets side har været gjort for at påvirke nævningene og offentligheden i denne sag, er det ikke utænkeligt at denne praksis omkring Østre Landsret, er endnu et middel til at påvirke nævningene.

Afrunding

I et retssamfund, som det danske, er det yderst kritisabelt, at politiet, i den grad spiller en rolle i den offentlige debat ved hjælp af de før nævnte metoder f.eks. anonyme kilder indenfor politiet, der bevidst lækker oplysninger til pressen, noget der senere er set gentaget i den såkaldte "Plejerbo sag". Derudover er brugen af terrorparagraffen 114 i sagens start, er urimelig da man fra politiet godt har vidst, at denne sigtelse ikke kunne holde, og kun er blevet benyttet af taktiske grunde, den er da også frafaldet inden sagen startede i Landsretten. At de tiltalte siden arrestationerne har været holdt i isolation, er ikke kritisabelt idet en koordination af de tiltaltes forklaringer, ville have været en nærliggende mulighed.

PET’s alt for nære samarbejde med MOSSAD er også dybt kritisabelt, specielt da det højst sandsynligt er MOSSAD, der har foretaget en del af de overvågnings og aflytningsopgaver, PET har haft i forbindelse med gruppen. Dette er ifølge dansk lov direkte ulovligt, hvad er et retssamfund værd, hvis selv lovens håndhævere bryder loven. Med hensyn til den lange overvågning af gruppen er det klart, at man ikke kan slå til første gang PET bemærker en lovovertrædelse, men derfra og så til at PET igennem adskillige år har samlet belastende materiale omkring gruppen, uden at lade det overgå til en almindelig politimæssig efterforskning, og først gør det den dag en politibetjent bliver skudt, er heller ikke rimeligt i et retssamfund, og slet ikke når det sandsynligvis er sket af hensyn til en fremmede efterretningstjeneste.

Selve dommen og strafudmålingen virker fornuftig, selv om der i pressen var røster fremme om kollektive domme, besad nævningene den ro der skal til, for ikke at lade sig påvirke af pressen og folkestemningen, og efterlevede det gamle princip om hellere at lade ti skyldig gå, end at dømme en uskyldig.

Det er under vanskelige sager som f.eks. denne, med dens politiske undertoner, at et retssamfund skal vise sin styrke. Jeg mener der er belæg for hævde, at politiet i for høj grad har været mere opsat på at tjene egne interesser, end at give de tiltalte den retfærdige retslige behandling, et retssamfunds borger har krav på uanset forbrydelsens art.

 

Litteraturliste

Claire Hoy og Victor Ostrovsky : Ved hjælp af bedrag - Mossad set indefra. Udgivet på Samlerens forlag i 1990, trykt i 1990 i Danmark. ISBN 87 568 1052 0.

Preben Wilhjem : Vor retskulturelle arv, udgivet på forlaget Vindrose i 1991, Trykt hos Reproset i Danmark. 1.udgave, 1 oplag. ISBN 87 7456 411 0.

Der er anvendt de i notelisten nævnte avisartikler fra Information, Weekendavisen og Det Fri Aktuelt. Desuden almen orientering i andre aviser og tidsskriftet PRESS under sagens forløb. Derudover de to i notelisten nævnte TV programmer samt radio og tv’s dækning af sagen, samt egne iagttagelser under de 5 retsmøder jeg selv har overværet.

Noter

1 Fighterne og de nyttige idioter, artikel af Lars Villemoes i dagbladet Information d. 13/5 1989 side 7.

2 "En rejse på tusind mile starter med det første skridt", artikel af Lars Villemoes i dagbladet Information d. 9/9 1989 side 7.

3 Revolutionen er død og liget stinker, artikel af Lars Villemoes i dagbladet Information d. 24/6 1989 side 8 og 9.

4 Politiske idealister eller fanatikere, artikel af Ole Damkjær i dagbladet Information d. 15/9 1990.

5 De hellige krigere fra Blekingegade, artikel af Niels Frid-Nielsen i dagbladet Information d. 8/9 1990 side 6.

6 TV udsendelse i DR d.27-9-90, TVA "Blekingegadesagen", tilrettelæggelse Henrik Madsen, Mikkel Hertz, Lisbeth G Jeppesen.

7 TV udsendelse i TV2 d. 29/9 1990, TV2 Tema "Blekingegadesagen", tilrettelæggelse Niels Brinch og Jes Dorph-Petersen.

8 se note 3.

9 "Om produktivkræfter og produktionsforhold", dokument tilsendt dagbladet Information fra tiltalte t.l. (Thorkild Lauesen), trykt i tillægget til Information "off side" d. 6/10 1990.

10 Stadig uvist hvem der dræbte Politibetjent, artikel af Lars Villemoes i dagbladet Information d. 18/12 1990 side 6.

11 Udbyttet fra postkontor sendt til den tredje verden, artikel af Ole Damkjær i dagbladet Information d. 21/9 1990.

12 Bag om Blekingegade, artikel af Lars Villemoes og Ole Damkjær Nielsen i dagbladet Information d.1/9 1990 (tillægget "off side").

13 Ugentlige artikler om retssagen i Weekendavisen begyndende med Niels Uffer’s "Den store røveri-sag" fra d. 7/9 1990. Herefter Lars Villemoes’s 8 artikler i Weekendavisen d. 14/9 1990, 21/9 1990, 28/9 1990, 5/10 1990, 12/10 1990, 19/10 1990, 26/10 1990 samt d.16/11 1990.

14 Se note 6.

15 Se note 7.

16 Ved hjælp af bedrag, Mossad set indefra. Bog af Claire Hoy og Victor Ostrovsky. Udkommet i 1990 på Samlerens forlag, trykt i 1990 på Clemenstrykkeriet i Århus. ISBN 87 568 1052 0.

17 Se note 16.

18 Se note 16

19 Tvivl om PET kan komme de tiltalte i røverisagen til gode, artikel af Ole Damkjær i dagbladet Information d. 1/10 1990 side 5.

20 Se note 21.

21 Den Grå Zone, artikel af Peter Kramer i Dagbladet Det Fri Aktuelt d. 26/8 1989.

22 Se note 21.

23 Se note 21.

24 Efter Skjult dagsorden, artikel af Ole Damkjær i dagbladet Information d. 29/9 1990.

25Se note 24.

26 Ingen tiltale for terror i røverisag, artikel af Lars Villemoes i dagbladet Information d. 9/6 1990.

27 Se note 26.




www.mejling.dk
Startside på www.mejling.dk