De Ferske vande :

Siden er ikke færdigbearbejdet.

Vandhullets biologi

Når man skal beskrive en biotops fysiske og biologiske tilstand, er det nødvendigt at benytte sig af nogle termer, der gør det muligt, at sammenligne forureningsgraden i én vilkårlig biotop med en anden. Til det formål vil vi benytte os af Makro-Index systemet (vist i bilag 1), som det er beskrevet i Svend E. Abrahamsens Biologiske Ferskvands-undersøgelser.

Makro-Index systemet

Systemet har den fordel, at det dels er let anvendeligt og dels mere præcist i kraft af dets grundighed og således en både værdifuld pædagogisk og økologisk metode. Systemet er en slags koordinatsystem, der via en krydsning af to biologiske parametre, udtrykkes i en 10-delt vand-kvalitetsskala, hvor 00 er udtryk for direkte forgiftet vand og 10 er udtryk for en særdeles fin vandkvalitet. 5 er middeltallet - vel at mærke middel forurening.

Makro-Index systemets to akser benævnes som henholdsvis NØGLEGRUPPER (den lodrette akse) og GRUPPETAL (den vandrette akse).

For førstnævnte akse gælder, at de på skemaet angivne dyr forsvinder i rækkefølgen ovenfra og ned i takt med en stigende organisk forurening. Visse arter af dyrene i den øverste del af denne parameter er dog noget mere forureningstolerante. Hos døgnfluenym-ferne gælder det Baëtis rhodani og hos slørvinger-ne brun Nemoura, der, hvis de forefindes i biotopen, trækker henholdsvis ét og to trin ned på den lodrette parameter og dermed i det samlede indextal, men da begge arter forekommer i vandløb, kan vi i vort aktuelle tilfælde set bort fra dem.

GRUPPETAL er simpelthen et udtryk for antallet af forskellige dyregrupper, som er observeret. Det vil sige jo flere dyregrupper i biotopen des højere gruppetal. Hvad de enkelte dyregrupper indeholder af arter er vist i bilag 2c. Er der eksempelvis fundet hundeigle, mosesnegl, bønnemusling, dafnie og vandloppe har man et gruppetal på 3 (dafnie og vandloppe hører til samme dyregruppe og tæller derfor kun én gruppe i alt). Således rykker man ud til afsnittet 2-5 på den vandrette akse.

Makro-index systemet er praktisk i flere henseender. Det er en videreudvik-ling af englænderen Chandlers Biotic Index, og er udover at være en mere pålidelig metode også afstemt således at det er brugbart over det meste af Europa i modsætning til Biotic Index, der kun var beregnet til engelske lokalundersøgelser.

Endvidere er Makro-index metoden af en sådan beskaffenhed, at man kan anvende det allerede som begynder, hvor man ikke skelner mellem de forskellige dyrearter, og således komme hurtigere i gang. Med lidt praktisk træning kan man efterhånden benytte sig af normalmetoden og udspecificere arterne for eksempel ved hjælp af et skema svarende til det i bilag 2c. Vandhuls-undersøgelserne kan desuden gøres mere grundige ved at supplere med mange- og forskelligartede oplysninger om den enkelte biotops fysiske, biologiske, geografiske og kultturelt påvirkede tilstand, for eksempel ved brug af skemaer som vist i bilag 2a + 2b.

Sluttelig er det også muligt at foretage relevante sammenligninger med og skønsmæssige omregninger til Saprobie-index systemet (beskrives senere).

Økologisk vandkvalitet

En definition af økologisk vandkvalitet af et givet ferskvand indbefatter hensyntagen til både vandmiljøets egen tilstand og det omkringlevende dyre- og planteliv.

Det vil altså, at har en biotop et rigt og varieret dyreliv kan man med meget stor sikkerhed være forvisset om, at biotopens økologiske vandkvalitet er høj - at stedets rent ilt- og næringsmæssige forhold lever op til de derboende dyrearters krav.

Netop derfor er Makro-Index systemet baseret på dyreundersøgelser, og derfor er resultaterne også så præcise i modsætning til eksempelvis en rent kemisk vandprøve. Den kemiske test er nærmest at betragte som en stikprøve sammenlignet med Makro-Index prøven, der er mere helhedsvurderende.

Når vi beskæftiger os med begrebet økologisk vandkvalitet, må vi bemærke, at ferskvandsbiotoper er påvirket af både natur og kultur (i alt fald i vores del af verden).

Det, vi måler, er altså den samlede påvirkning fra såvel natur som kultur, thi dyr og planter reagerer ens på tilførslen af organisk stof, salte og lignende, hvad enten disse kommer fra naturen eller kuturen.

Blot omtaler vi normalt ikke naturlige aflejringer med eventuelt iltsvind til følge som forurening. Denne etikette anvendes kun om menneskets påvirkning af miljøet, enten denne udgøres af salte, organiske eller direkte fremmede stoffer.

Omvendt set er det i og for sig også mennesket (kulturen), som holder vandhullerne vedlige gennem plejning, hvor vandhullerne ellers naturligt ville gro til, blive til mose og til sidst springe ud i skov.

Forurening og plejning

Mange fysiologiske forhold gør sig gældende, hvis et fortsat varieret dyre- og planteliv i de små biotoper skal sikres. Det er nødvendigt at pleje og vedligeholde vand-hullerne, hvis naturlige fauna er kraftigt påvirket af kulturen.

Landmændenes brug af næringssalte og sprøjtemidler indflyder på livet i vandhullet enten via direkte dræn fra markerne eller grundet markarbejde tæt op af vandhullet. Denne unaturlige tilførsel af næring skaber øget plankton-vækst, hvilket både forhindrer lysets gennemtrængning i vandet og også betyder iltsvind som følge af planktonens forrådnelsesproces.

Det har været/(er) almindeligt, at landmændene fylder vandhullerne op med jord for at udvide landbrugsarealet eller bare bruger vandhullet til deponering af halm, grene og møddingaffald, der i kontakten med vandet rådner og optager ilten.

Grundet denne kulturpåvirkning har naturen altså ingen eller kun ringe mulighed for selv at opretholde balancen i de små biotopers økosystem. Det er derfor nødvendigt i forskelligt omfang at gribe ind med plejende (endsige reddende) foranstaltninger.

Plejningen foregår på mange områder. Der skal graves op i de enkelte (eller helt nye) vandhuller. Grene og affald fjernes, dræn omlægges og der etableres pøjefri bræmmer omkring vandhullet. Eventuelt sættes kreaturer, heste eller får til græsning i dette område.

Det kan være nødvendigt at beskære eller forhindre udbredelsen af rørplanter langs vandhullets bred både for at sikre at vandfladen kan holdes i bevægelse af vinden og således blive iltet, men også for at forhindre store mængder udgået rørsump i at blive årsag til iltsvind som følge af forrådnelse.

Tilsvarende bør buskads og træer omkring vandhullet beskæres for at mindske nedfald i vandhullet af blade og grene, der for det første går til bunds og rådner og for det andet sammen med den førnævnte udgåede rørsump på bunden bliver til slam, der efter en årrække fylder vandhullet op med efterfølgende udtørring. (Derfor går en del af vandhulsplejningen også ud på at rense slam op). Ikke mindst er en udtynding af bevoksningen vigtig - særligt på sydsiden - for at sollyset kan trænge frem og opvarme vandet, hvilket gør vandhullet til et attraktivt sted for klækning og ynglen. Endvidere vil sollyset sætte gang i fotosyntesen i vandet og dermed bedre iltforholdene.

Ved siden af vandhullet vil det være fordelagtigt at oprejse mindre gren- og stensætninger, som kan fungere som gemme- og overvintringssteder for padder og andre smådyr. Og eftersom vandhullerne er en vigtig del af naturen, når det gælder spredningen af dyre- og plantelivet er det vigtigt med jævne skråninger og lavvandede steder, således at padder har klæknings- og opgangssteder. Ligeledes bør levende hegn omkring og mellem vandhullerne sikre et forbindelsesled for smådyrenes udbredelse og vandren mellem de små biotoper.

Eksempler på vandhulsfaunaen :

Døgnfluen

En almindelig rentvandsindikator er døgnfluenymfen. Der findes to arter af Cloeon i Danmark, Cloeon simile, og Cloeon dipterum og de adskiller sig ved at have forskelligt formede trache'gælleblade se tegning.

Døgnfluenymfen kendes på dens tre kraftige halenokker, og syv par trachegæller. Den lever på bunden, hvor den kravler rundt og spiser alger, dog kan den ind imellem spise krebsdyr og mindre insekter. Trachegællerne vifter hele tiden for at skaffe frisk iltholdigt vand til. Hvis den forstyrres, svømmer den op i det frie vand ved at støde en kraftig vandstrøm ud gennem tarmåb-ningen. Cloeon nymfen bliver to år og når at gennemføre 24 hudskifter.

Når den er fuldt udviklet, kravler den op af vandet og tørrer. Her forvandler den sig til et subimagostadie der varer et par timer. Den eneste forskel på subimagostadiet, og det voksne insekt er at subimagoen mangler kønsorganer og det voksne insekts farver. Når døgnfluen er færdigudviklet finder hannen med sine veludviklede øjne hurtigst muligt hunnen og parringen finder sted. Efter 14 dage flyver hunnen lavt hen over vandet hvor hun smider de op mod 600 levendefødte nymfer, og derefter dør. Cloeon adskiller sig fra andre døgnfluearter ved at æggene klækkes inde i moderen. I subimago og imago stadiet tager Cloeon slet ikke føde til sig.

Vandkalv

I Danmark findes bl.a. Stor Vandkalv kaldet Dytiscus Marginalis. Det er en larve der på dens appetit at dømme skynder sig at blive voksen. Jeg har iagttaget den i akvarium og set den indtage f.eks bugsvømmere (Corixa) og Vårfluelarver (Limnophilus).
Føden indtages ved at den med sine kindbarker fanger et insekt, som den så fastholder og derefter sprøjter et opløsende for-døjelsessekret ind i. Når dette sekret har opløst insektet, suger larven denne næringssuppe i sig, og skallen ligger tilbage. Den er et grådigt rovdyr og ifølge en tysk beregning kan de 100 larver, som et Dytiscuspar kan være ophav til, fortære ca. 27.500 stk.
fiskeyngel på 2-3 cm længde (Biologiske fersk-vands-undersøgelser s. 194.
Larven har sine ånderør ført ud i halespidsen, hvorfor den næsten altid hænger i halen i vandover-fladen.

Efter tre hudskif-t kravler den op på land hvor den i en hule forpupper sig for derefter at blive til en voksen vandkalv om efteråret.

Imago kan blive 5 år gammel og er en af vore største vandkalve på op til 35 mm. Da den voksne vandkalv kan flyve, er den nødt til at bevare et åbent trachesystem til luftåndning, men mens den det meste af tiden lever i vandet, benytter den en anden teknik. Den tager noget luft under dækvingerne og har en luftblære hængende på bagkroppen, som den benytter som fysisk gælle. Den fysiske gælle virker på følgende måde. Vandkalven tager en frisk boble atmosfærisk luft fra overfladen, når den svømmer bruger den ilt. Derfor falder iltindholdet i boblen, og vandets ilt diffundere ind fra vandet. CO2 indholdet i boblen stiger, og dette difundere lynhurtigt over i vandet hvor CO2 indholdet er næsten det samme som i atmosfæren (ca. 0,03%). Nu er åndingsproblemet dermed ikke løst da den hurtige udvandring af CO2 bevirker at Kvælstofkoncentrationen i boblen begynder at stige. Når N2-koncentratio-nen i boblen bliver større end i vandet, begynder kvælstoffet at diffundere ud, derved bliver boblen mindre og vandkalven er nødt at tage turen til overfladen igen for at hente en ny portion luft. Denne proces er temperatur afhængig og ved høj temperatur og lavt iltindhold om sommeren er vandkalven nødt til at forny boblen tit, mens den om vinteren med lavt aktivitetsniveau og lav temperatur er i stand til at overleve en vinter uden at komme op til over-fladen, hvilket jo kan være ret besværligt hvis denne er dækket af is. Dog vil der under isen dannes luftblærer fra planternes fotosyntese, som dyrene kan benytte til at forny deres luft-bobler. Det er klart at i stærkt forurenede vandhuller med deraf lavt iltindhold dør dyr med dette åndingssystem.

Bænkebidere

Vandbænkebideren Asellus Aquaticus 12 - 15 mm er nem at artsbe-stemme, idet den er den eneste vandbænkebider i det skandinavi-ske område. Den lever på bunden i det halvrådne slam, hvor den omsætter ned-faldne rådnende blade. Talrig forekomst af denne art tyder på forureningsgrad 3-4 i Makro-index systemet, man kan derfor sige, at ved talrig forekomst er det et temmelig foru-renet vandhul. Vi fandt den i alle tre vandhuller men ikke i forurolig store mængder.

Vårfluelarven

Et af de dyr der er relativt rentvandskrævende, er vårfluelar-ven, dog mest de af vårfluelarverne, der lever i vandløb og kræver rigelige mængder frisk iltrigt vand. Limnophilus rhombicus tåler lettere forurenet vand. Vårfluelarver deles i to hovedgrupper en mindre fritlevende eller fangsspindende og en større, hvor Limnophilider (betyder fersk-vandselskere) er med i. Limnophilus rhombicus bygger et rørfor-met hylster af afbidte grene og andre materialer, hvor den sidder fast med to krogbe-satte baglemmer. Hvis man forstyrre den, kravler den helt ind i røret og har kun spidsen af de forreste par lemmer ude som antenner. Vi har iagttaget den i vort akvarium, og set hvordan den kravler rundt på bunden og spiser plante-dele, når ikke den er så heldig at tjene til vor vand-kalvelarves fortsatte udvikling.

Dafnier

Disse let genkendelige småkrebs har forskellig forurenings-tolerance fra art til art. Der findes nøgler, hvor hver art er angivet med Saprobietal. Vi har dog nøjedes med at bestemme, at det var dafnier. Dafnier lever af forskellige ting f.eks. bakterie-belægninger og plankton, og nogle få er deciderede rovdyr. De er i stand til på kort tid at opformere sig. Alle de dafnier, vi ser, er hunner, der uden befrugtning udvikler æg, som allerede få dage efter parringen selv kan producere æg. Når vinteren nærmer sig, indtræder hannen, og der produceres æg, der er i stand til at overleve til næste sæson. Hannen er meget mindre end hunnen, idet den praktisk talt kun er et fritsvøm-men-de kønsorgan.

www.mejling.dk